Hvad lærer man på en rideskole?

Jo, man lærer vel at ride. Jamen, er det ikke, det vi skal lære på en rideskole? Er det ikke det forældrene forventer deres barn lærer, når de uge efter uge tropper op med deres øjesten i stalden?

Vi skal lære at stoppe, starte og dreje ponyen – og dette skal gerne ske uden lille Lotte taber sin rytter.

De første gange den lille rytter skal ud og ride, er det måske med en trækker på. En trækker er en ung – mere erfaren – rytter, der hjælper til (for det meste uden betaling) på nybegynderholdene. Trækkeren har så fat i tøjlerne eller med et påsat træktov og går og løber rundt med den nye rytter.

Efter nogle uger kan barnet måske selv ride rundt i rækken med de andre ponyer. Der øves balance (for rytteren altså) ved at svinge armene fra side til side. Her kommer trækkerne nok på banen igen – så lille Lotte ikke bare går uden at have en hånd på tøjlen. Det kan ske, at rytteren får lov til at sidde omvendt på ponyen. Det er nu også meget sjovt og vi skal huske at have det sjovt. Man lærer mens man leger.

Når rytteren har prøvet at blive trukket rundt nogle gange, skal der prøves noget trav. Uhhhhh ja, nu kommer det til at gå lidt hurtigt. *bump – bump – bump*. Letridning er ikke noget, vi er født til at kunne – det skal læres. Op – ned – op – ned. Så der bliver bumpet lidt rundt i sadlen. Og når vi begynder at trave, bumpe og grine samtidig – kan balancen godt flytte sig lidt. Men så er det godt, vi har fat i tøjlen – for det er lige en hjælp, hviiiis vi er ved at glide ned af siden eller vi mister en bøjle.

Når ridetimen er færdig, skal der måske en ny rytter op eller ponyen skal ud i sin boks igen. Hvis den er færdig med dagens job, bliver den trukket ud, sadlet af, striglet og nusset med. Det er altså, hvis far og mor har tid til at stå og se deres øjesten nusse med lille Lotte. Hvis ikke, må den i boks til den næste rytter kommer. Det sker dog tit, at der er tid til et knus, et klap eller et kys og selvfølgelig en dejlig gulerod. Og måske er der kommet en fin tegning op på boksdøren, som den lille nye rytter har tegnet.

Jo, rideskoleponyer og -heste skal være rolige og finde sig i meget. Skiftende ryttere med forskellige erfaringer, bump i ryggen, træk i tøjlerne og dermed i biddet, hjælpe med at holde balancen for de nye ryttere, der sidder deroppe og har en fest. I stalden er der et hav af forskellige godbidder, æbler, gulerødder og den daglige ration af foder og strøelse. Det er bestemt ikke alle heste og ponyer, der egner sig til at være på en rideskole.

Men men men – man skal bestemt ikke tro, at rideskoleheste og ponyer ingen opmærksomhed får. For det gør de! Tænk at være en heldig pony og have så mange børn, der bare ELSKER den. Al den kærlighed og opmærksomhed de får igennem årene, er guld værd for dyrene.

Men hvad med udstyret?

Hvad ville forældrene sige til, hvis de en dag kom og fik at vide: “I dag skal vi ikke op på ponyerne. Vi skal faktisk slet ikke have dem ud af boksen. I dag skal eleverne lære om udstyr”.

Hvad består et hovedtøj / en trense af? Hvorfor er der forskellige slags trenser? Skal der absolut være luft (2 fingre) ved næseremmen? Kan vi ikke bare stramme den helt – så vi er sikre på, at trensen bliver siddende? Er en sadel ikke bare en sadel? og en gjord… er det ikke ligegyldigt, hvor lang den er – hvis bare den kan nå spænderne i hver side?

Det er blot det mest almindelige udstyr. En trense og en sadel. Men i hesteverdenen er der SÅ meget mere udstyr – det behøver de helt nye ryttere dog ikke lære med det samme. Det kommer senere.

Og forældrene skal også gerne lære om udstyret – for de skal kunne hjælpe næste gang barnet skal ride. Så alle er sikre på, at udstyret sidder korrekt og ikke gør skade på ponyen. Ligger sadlen forkert, er underlagt krøllet – det kan give sadelsår. Eller en gjord, der ligger ovenpå noget snavs eller mudder… – Så kan der komme gjordsår. Alt dette kan ikke læres på en enkelt undervisningstime. Måske skal flere ridetimer bruges i sadelrummet.

Hvordan vedligeholdes udstyret? Lædersæbe, læder olie, pudseklude, læderfedt… afvask af mudder og sand – vask af biddet.

Men er forældrene klar til det? De betaler jo for, at deres barn skal ride…. ikke sidde og pille ved læderremme og spænder. Smøre og vaske udstyr. Det er der vel nogle andre, der sørger for. Det er jo en rideskole – så der må være nogle ansatte, der passer på udstyret. Det er jo rideskolens udstyr. Vi er kommet for at ride.

Horsemanship?

“I dag skal vi lære om Horsemanship og så skal vi gå rundt med ponyerne”.

Horseman-hva’-for-noget? – det er vist ikke noget for os… Heste-mand-skib? Næh nej – vi skal ud at ride.

Men…

Hvordan går men hen til en pony, der står i sin boks? Er ponyen bange, glad, sur? Hvordan går vi med ponyen fra boksen til striglepladsen? Hvordan skal vores stemmeleje og bevægelser være? Hvordan omgås vi ponyen, så den også synes det er rart?

Hvordan læser vi ponyens kropsprog? Hvordan læser ponyen vores kropsprog?

Halloooo – vi betaler ikke i dyre domme for at gå rundt med ponyen i en snor og kigge på dens øjne, ører, muskler, halen… Vi betaler for at ride!

Men ridning er bare så meget mere end at sidde på ryggen af hest.

Basis for en god rytter er ikke kun at holde sig i sadlen. Det er meget, meget mere. Og hvis ponyen også skal have det sjovt og rart – så skal der mere basisviden til hos elevrytterne.

Hestevelfærd. Hvad er godt for hesten? Rider du på hestens præmisser – eller er det kun for din skyld, den løber rundt med dig?

Hvem andre end rideskolerne skal lære eleverne om ridning, horsemanship og hestevelfærd? Og jeg tænker at rideskolerne gerne vil lære eleverne dette. Men hvis det er på bekostning af, at forældrene melder deres barn ud og går til en anden rideskole, hvor de rider HVER gang… ja, vi kan tænke os til resten. Økonomien på rideskolerne skal jo også løbe rundt…. så det må heste og ponyerne så også.

Hjælp til selvhjælp.

Hvad kan vi så gøre for at få gode ansvarsbevidste ryttere? Hvordan kan vi hjælpe rideskoleheste til et bedre hesteliv?

Vi (forældre) skal kunne acceptere rideskolernes læring af vores børn. De er trods alt dem, der kender faget og hestene. Vi skal hjælpe til i stalden, når vores børn skal ride og bistå med frivillig hjælp. Denne frivillige hjælp gælder i den grad også til rideskolens arrangementer og stævner. Dette emne skriver vi om en anden gang.

Rideskolerne skal tage fat på mere og dybdegående læring om hesten og udstyr i samme omgang som selve ridningen. De skal kunne overbevise forældrene, at det er vigtigt at få al læring omkring heste og ridning.

Jeg tror, at vi sammen vil kunne gøre livet bedre for hestene på rideskolerne. Men det er en fælles opgave mellem forældre, ryttere og rideskolen.

Ridning er ikke kun ridning.